Introduktion

Ved binyrebarkinsufficiens producerer binyrerne ikke kortisol. Derfor er det nødvendigt at tage hydrokortison hver dag, som erstatning for kroppens egen manglende produktion af kortisol.

Ved primær binyrebarkinsufficiens (Addison) producerer kroppen heller ikke aldosteron. Denne mangel behandles med fludrokortison, som hjælper med at opretholde kroppens salt- og væskebalance.

Nedenfor ses de mest almindelige præparater med hydrokortison og fludrokortison, samt deres dosering til voksne [1, 2].

Tabel 1 – Overblik over de mest almindelige præparater til behandling af binyrebarkinsufficiens [1, 2].  
Indholdsstof  Præparat navn Dosering pr dag Kommentarer 
Hydrokortison (tabletter)  Lilinorm  10-25 mg fordelt på 2-3 doser 
 
Activase 
Orion 
DAK 
Strides 
Hydrokortison (depotpræparater)  Plenadren  15–25 (30) mg som 1 dosis  Skal synkes hele. 
Efmody  15-25 mg fordelt på 2 doser  Skal synkes hele. 
Hydrokortison (pulver til opløsning)  Solu-Cortef 

Ved Addison krise: 100 mg i.m. 

 

 

Det anbefales at kontakte en læge, hvis man har fået Solu-Cortef udenfor et hospital pga. Addison krise.  

Kortisonacetat 

(magistrelt fremstillet) 

Kortisonacetat   Ca. 25 mg fordelt på 2-3 doser 
 
Fludrokortison (tabletter)  Florinef  0,05-2 mg fordelt på 1-2 doser  Skal opbevares på køl, men kan holde sig 6 uger ved stuetemperatur. Må ikke komme retur på køl. Udtag det antal tabletter der skal bruges, og brug dem indenfor 6 uger.  

 

Behandling

1. Generelt om dosering af hydrokortison

Hydrokortison virker i relativt kort tid og skal derfor som regel tages 2-3 gange dagligt. De fleste voksne har brug for mellem 10 og 25 mg hydrokortison dagligt.

Dosis skal altid tilpasses den enkelte person. Målet er at finde den laveste dosis, som giver godt velbefindende og forebygger symptomer på kortisolmangel uden at give bivirkninger.

For at efterligne kroppens naturlige produktion af kortisol tages den største dosis om morgenen, så snart man vågner. Resten fordeles på 1-2 doser senere på dagen.

Eksempler:

20 mg dagligt: 10 + 5 + 5 mg eller 15 + 5 mg

25 mg dagligt: 10 + 10 + 5 mg eller 15 + 10 mg

Den sidste dosis bør ikke tages for sent på dagen, da det kan gøre det sværere at falde i søvn [1, 2].

Ved sygdom/feber, psykisk eller fysisk stress, er det vigtigt at tage ekstra hydrokortison, se stresshåndteringsskema her [Stresshandteringsskema.pdf] [1].

2. Hydrokortison tabletter

Hydrokortison er et naturligt glukokortikoid. Ved binyrebarkinsufficiens bruges hydrokortison tabletter til at erstatte den manglende produktion af kortisol. Tabletterne findes i styrkerne 1, 2.5, 5, 10 og 20 mg.

Lakrids og især grapefrugt kan øge virkningen af hydrokortison og kortisonacetat. Derfor bør lakrids og grapefrugt kun indtages i små mængder eller helt undgås [1, 2].

2.1 Hydrokortison tabletter fra forskellige producenter

(Resumé af artikel ”SVAR PÅ FORENINGENS SPØRGSMÅL OM HYDROKORTISONTABLETTER” fra Addison Medlemsblad nr. 88)

Nogle personer med Addison oplever, at hydrokortison tabletter virker lidt forskelligt, når de skifter mellem præparater fra forskellige producenter.

De fleste hydrokortison præparater på markedet er bioækvivalente. Det betyder, at de er dokumenteret til at blive optaget næsten ens i kroppen og derfor forventes at have samme virkning. Der kan dog være små forskelle i, hvor hurtigt og hvor meget medicin der optages inden for de godkendte grænser. Disse forskelle kan muligvis forklare, hvorfor nogle patienter oplever ændringer i virkningen eller bivirkninger ved et præparatskift. For de fleste patienter virker de forskellige hydrokortison præparater dog ens.

3. Hydrokortison depotpræparater

Depotpræparater er modificerede lægemidler, fx tabletter og kapsler, som virker over længere tid. Nogle gange kan de også have en forsinket frigivelse af lægemidlet, så det først virker flere timer efter indtagelse. De skal synkes hele, ellers virker de ikke efter hensigten [2].

Bemærk – stressdosering ved brug af depotpræparater:

Ved sygdom, fysisk belastning eller andre stresssituationer kan det være nødvendigt at supplere med ekstra hurtigtvirkende hydrokortison før, under og efter situationen. Ved akutte belastninger anbefales almindelige hydrokortison tabletter, da de virker hurtigere [2].

Plenadren

Plenadren er en depottablet, som frigiver hydrokortison over længere tid. Sammenlignet med almindelige hydrokortison tabletter giver den en højere kortisolpåvirkning i dagtimerne og en lavere påvirkning om aftenen.

Plenadren tages én gang dagligt om morgenen, mindst 30 minutter før et måltid [2].

Efmody

Efmody er depotkapsler, som er udviklet til at efterligne kroppens naturlige stigning i kortisol tidligt om morgen, før man vågner. Så hydrokortison frigives både senere og over længere tid.

Efmody tages to gange dagligt. Den største dosis tages om aften 2 timer efter sidste måltid, og resten tages om morgenen mindst 1 time før et måltid [2].

4. Solu-Cortef

Solu-Cortef er hydrokortison i pulverform, som opløses i væske og gives som en intramuskulær (i.m.) injektion ved Addison krise. Ved indlæggelse på hospital gives Solu-Cortef normalt direkte i en blodåre (i.v.).

Det er vigtigt, at både patienten selv og de nærmeste pårørende oplæres i at give Solu-Cortef ved akutte situationer, som for eksempel sygdom med opkastninger eller andre tilstande, hvor hydrokortison tabletter ikke kan dække kroppens behov for kortisol [1, 2].

Se vejledning i brug af Solu-Cortef her [SoluCortefinjektion – addison.dk].

5. Kortisonacetat

Kortisonacetat fremstilles magistrelt og er et pro-hormon som i leveren omdannes til kortisol. 25 mg kortisonacetat svarer til ca. 20 mg hydrokortison [1].

6. Fludrokortison

Fludrokortison (Florinef) er et syntetisk mineralokortikoid, som bruges til at erstatte det manglende hormon aldosteron. Behandlingen hjælper med at opretholde kroppens salt- og væskebalance og er vigtig for at forebygge lavt blodtryk og forstyrrelser i kroppens elektrolyt og saltbalance.

Næsten alle patienter med primær binyrebarkinsufficiens (Addison) har behov for fludrokortison, fordi de mangler aldosteron. Enkelte kan klare sig med et tilskud af salt.

Fludrokortison gives typisk som 0,05-0,2 mg dagligt fordelt på 1-2 doser. Tabletterne findes i styrken 0,1 mg med delekærv.

Dosis kan justeres ud fra symptomer samt målinger af natrium, kalium og renin i blodet [1].

Vederlagsfri medicin

Ved nogle former for binyrebarkinsufficiens og visse hypofysesygdomme udleveres medicinen gratis fra hospitalet, selvom man ikke er indlagt. Dette kaldes vederlagsfri medicin og udleveres af det behandlende hospital.

Læs mere og se oversigten over lægemidler her [regioner.dk/sundhed/medicin/vederlagsfri-udlevering-af-medicin] [3].

Behandling i Danmark

Det er ikke muligt at afgøre ud fra en blodprøve, om man får den rette dosis hydrokortison. Vurderingen sker i stedet ud fra en samlet vurdering af væskebalance (primært måling af natrium og kalium i blodet) og generelt velbefindende [1].

I Danmark behandles de fleste patienter med hydrokortison som tabletter 2-3 gange dagligt. I nogle andre lande anvendes Prednisolon, som er et syntetisk glukokortikoid med længere virkningstid. Prednisolon er cirka fire gange stærkere end hydrokortison, men bruges sjældent ved binyrebarkinsufficiens på grund af en større risiko for overdosering og bivirkninger [2].

Hydrokortison depotpræparater er som regel ikke førstevalg, da de er væsentligt dyrere end almindelige hydrokortison tabletter og ikke har en dokumenteret bedre effekt [1].

Nogle få patienter behandles med Solu-Cortef i pumpe, men det er ikke en alment udbredt behandlingsform på nuværende tidspunkt [1].

Binyrerne producerer også de androgene hormoner DHEA og DHEAS. Lægemidler med DHEA eller DHEAS er ikke godkendt til brug i Danmark, og der er begrænset viden om deres effekt ved binyrebarkinsufficiens. Derfor anbefales behandling med DHEA eller DHEAS som udgangspunkt ikke, da der endnu ikke er dokumenteret en klar gavnlig effekt [1].


Referencer

1) Dansk Endokrinologisk Selskab – National Behandlingsvejledning for Binyrebarkinsufficiens. 

2) Lægemiddelindustriforeningen, Dansk Lægemiddel Information – Medicin.dk. 

3) Danske regioner – Vederlagsfri udlevering af medicin.