|
Quick links |
Anettes Historie
Addison på Færøerne, 18 små øer midt i Atlanterhavet.
Så skete det igen! Jeg vågner, kroppen er tung, træt og ugidelig, hovedet vil en pokkers masse, men der er absolut ingen energi. Heldigvis sker det sjældent, men er møg irriterende, jeg har en masse planer for dagen, som ikke bliver til noget, uanset hvor meget jeg anstrenger mig. Jeg tænker; gid pokker havde Addison.
Jeg er kvinde på 46 år, er gift, har to dejlige børn, en pige på 14 og en dreng på 9 år, har 3 kroniske hormonelle lidelser, Sekundær Addison, Diabetes Insipidus også kaldet “tørstesyge” og for lavt stofskifte. Jeg er bosat på Færøerne, 18 små øer midt ude i nord Atlanterhavet og har ca. 2.200 km til Rigshospitalet og nærmeste endokrinolog.
Min barndom og ungdomsår.
For at give jer læsere et indblik i min situation, vil jeg først fortælle jer lidt om min baggrund og min opvækst.
Jeg blev født og voksede op i udkanten af København, havde dansk far og færøsk mor. Var et meget aktivt barn med mange interesser. Gik på rideskole, passede heste, gik på danseskole, spillede håndboldt, sang med børnekor, gik på børnediskotek i den lokale klub, hvor der var alle mulige fantastiske fritidstilbud til os unger, der lærte jeg også at spille guitar. Om sommeren nærmeste boede jeg i Nordhavnen i nogle uger, hvor vi sejlede med joller fra morgen til aften, hvis ikke jeg var på ridepension.
Som 14 åring flyttede jeg med mine forældre og to yngre søskende til Færøerne, hvor vi bosatte os i en lille bygd, som kun talte ca. 260 indbyggere. Det var her min mor var vokset op, her mine bedsteforældre og noget af familien boede. Det var en kæmpe omvæltning for en ung og så aktiv teenager, at komme til et så lille sted. Jeg mente helt afgjort dengang, at nu havde jeg set hvor og hvorfor kragerne vendte. Der var absolut ingen tilbud til os unge, der boede kun ca. 45.000 mennesker på hele Færøerne, som var ca. 30 år efter danskernes almindelige hverdag, tilbud til unge og sociale forhold. Skulle man til hovedstaden, Torshavn, måtte man med bussen, som kun kørte morgen og aften, det var ikke alle, der havde bil, børnetandlæger var en by i Rusland, man betalte selv for børnenes tandlægebesøg, som derfor ikke var så regelmæssige for mange børn, skulle man til lægen, måtte man afsætte en hel dag, for at komme frem og tilbage, der var ingen rideskoler, ingen børnediskoteker, ingen joller og intet fjernsyn, det kom første nogle år senere. Der ud over skulle jeg lære at tale sproget, som jeg dog forstod det meste af, men havde svært ved. I Danmark havde jeg haft 2 minutters gang i skole, nu skulle jeg tidligt op og køre 20 min. med en skolebus, noget jeg var alt andet end glad for.
Jeg fik dog hurtigt en masse venner, fandt en håndboldklub, hvor jeg begyndte at spille. Jeg fik også chancen som forsanger i et amatør rockband, sangen gav mig en masse glæde. Flytningen medførte nok, at jeg blev en meget rebelsk teenager, som mine forældre havde svært ved at styre, men som voksen har jeg kun gode minder om mine teenagers år i et meget lille samfund, som har udviklet sig kolossalt og i dag er på næsten samme niveau, som det danske.
Jeg fik kørekort, som pludseligt åbnede en helt ny og større verden og gav mig større frihed. Jeg kom på handelsskole, fik en kontoruddannelse og et godt kontorjob.
Jeg har altid været en handlingens kvinde, så da min fyr forlod mig i 1987, købte jeg en grund, gjorde den selv byggeklar, byggede mit eget parcelhus, som mine forældre og jeg selv indrettede på et halvt år. Jeg knoklede hver aften og hver weekend, for at få huset færdigt. Som nyuddannet kontormus og kun 24 år gammel, flyttede jeg stolt ind i mit helt eget hus lige inden jul 1987. Det krævede selvfølgelig mere end en indtægt, så jeg arbejdede på fuldtid, var forsanger i et rockband, hvor jeg tjente lidt ekstra i weekenderne. De weekender jeg ikke var ude at spille, arbejdede jeg som bartender på en natklub i Torshavn, så jeg klarede mig selv rimeligt godt. Der gik dog ikke lang tid, før end min mand og jeg fandt sammen. Vi er stadigt sammen på 22. år og har været lykkeligt gift i 19 år.
Den hårde og sørgelige tid
Fra 1990 til 1992 havde min mand og jeg forsøgt at blive gravide, uden resultat. Vi startede på et forløb som ikke var særligt sjovt, med alle mulige undersøgelser, som ikke direkte kunne påvise nogen fornuftig forklaring på hvorfor vi efter 4 år stadigt var barnløse.
Samtidigt begyndte min ellers så trygge verden at smuldre. I 1991 døde min far efter kort tids sygdom og kun 49 år gammel. Min dejlige morfar døde i 1994 efter et meget langt liv. I 1996, kun 5 år efter min far, døde min mor, efter et længere sygdomsforløb i en alder af kun 58 år. I 1999 fik min mormor en alvorlig hjerneblødning, hun blev lam i den ene side og havde svært ved at tale, det stod på i nogle år og i 2004 døde hun i en alder af 92 år.
Det slog helt benene væk under mig, pludseligt stod jeg alene, mine forældre og bedsteforældre var døde, jeg følte mig både som mor og far for mine yngre søskende, som da var 20 og 23 år. Mine børn ville ikke komme til at kende deres mormor og morfar og få de glæder andre børn har af sine bedsteforældre
Efter min mors død, hvor jeg hver dag i 6 uger havde siddet ved hendes sygeseng og set hende langsomt forsvinde, fik jeg en kæmpe nedtur, gik helt ned med flaget, kunne ikke klare mit job, men sagde op. Heldigvis var der en i familien, der opdagede dette og fik mig til en rigtigt god psykolog.
Der fik jeg god hjælp og værktøjer, så jeg kunne arbejde med mig selv. Et halv år efter havde jeg det rimeligt godt og kunne igen begynde at arbejde. Jeg fik en rigtigt god stilling som bogholder, og blev efter 3 år forfremmet til kontorleder, et job og en chef som jeg var rigtigt glad for.
I 2004 fik jeg chancen for et job som økonomisk ansvarlig på en kæmpe fiskefabrik, jeg takkede ja og gik glad i gang med denne kæmpe udfordring, men efter halvandet år måtte jeg erkende, at jeg ikke kunne klare det store arbejdspres og de lange arbejdsdage og sagde op. Siden da har jeg kun arbejdet ¾ tid som almindelig kontormedarbejder og trives godt med det.
Jeg er selv overbevist om, at det at miste mine nærmeste på så kort tid, særligt mine forældre, har gjort mig syg. Man har ikke kunnet påvise nogen grund til, hvorfor min hypofyse pludseligt stoppede nogle af sine funktioner i tidsrummet 1993 til 1997, der var og er ingen tumor, og jeg har ikke fået noget hårdt slag mod hovedet, men jeg har i nogle år været under et enormt psykisk pres. Jeg har også en lille mistanke om, at det kan være narkosen under mine operationer, som kan have påvirket hypofysen. Mine lidelser er alle begyndt kort tid efter en operation, men den tanke har jeg endnu ikke luftet for nogen læge.
Da mine lidelser begyndte
Sommeren 1993 blev jeg pludseligt meget tørstig og skulle konstant på toilettet, det stod på i 3 mdr. indtil jeg rejste på besøg hos min barndomsveninde i Danmark, som er sygeplejerske. Hun syntes det var ret unormalt at drikke og tisse så meget og bad mig opsøge min læge, når jeg kom tilbage til Færøerne. Jeg følte ikke selv at jeg var syg, havde jo ikke ondt nogen steder, sov måske dårligt p. g. af mine hyppige toiletbesøg, men var da ellers, syntes jeg selv, sund og rask, men havde taget
Jeg opsøgte ikke lægen, som jeg havde lovet min veninde. Jeg havde indtil da kun sjældent været hos lægen, var jo frisk som en havørn og fuld af krudt. Kun 2 uger efter hjemkomsten, havde jeg min veninde i telefonen, hun blev meget gal på mig, fordi jeg ikke havde opsøgt lægen, så der var ingen vej uden om, jeg måtte til lægen.
Lægen bade mig måle hvor meget jeg drak pr. døgn og hvor meget der kom ud igen og det var ikke så lidt og ret chokerende. Jeg drak
Landssygehuset havde dengang og har stadigt ingen specialist i hormonelle lidelser, så en færøsk medicinsk læge fandt diagnosen og mente det var nok, han ville ikke sende mig til Danmark på Rigshospitalet. Min danske barndomsveninde arbejdede dengang på Herlev hospital, hun fik kontakt til en endokrinolog, som jeg selv kontaktede. Han sendte mit brev videre til Ulla Feldt Rasmussen på Rigshospitalet, som ikke kunne gøre noget for mig uden min medicinske læges henvisning, så jeg kontaktede ham. Jeg forventede en positiv reaktion, men mødte i stedet en meget gal læge, som var tosset over at jeg var gået uden om ham, han mente ikke jeg skulle tro at jeg var noget specielt, fordi jeg havde en lidelse som ca. kun 1 ud af en million havde, kort sagt, han ville ikke hjælpe mig og jeg følte mig som en hypokonder og godt til grin. Dette var mit første alvorlige møde med det færøske hospitalsvæsen.
I efteråret 1995 blev jeg pludseligt gravid, vi var så glade, jeg havde en super god og normal graviditet, ingen gener af nogen art, men der imod en meget hård fødsel, som endte med et akut kejsersnit og en pragtfuld lille datter. Kun et år efter, følte jeg mig uhyggeligt træt, tog på og havde det sådan set ikke godt. En kollega mente jeg havde symptomer på for lavt stofskifte, så jeg tog til lægen, fik taget en blodprøve, som godt nok viste nogle lidt lave tal i forhold til mit stofskifte, men ikke lave nok til at jeg skulle sættes i behandling. Der gik endnu nogle år med træthed, mere overvægt og til sidste kunne jeg næsten ikke hænge sammen, men sov så snart jeg fik mulighed for det. Fik også nogle anfald, hvor jeg havde det som om jeg var ved at besvime og derfor lagde mig på gulvet med benene op af væggen, uden at det i grunden hjalp og da jeg så skulle rejse mig op, havde jeg ingen styrke i kroppen og havde svært ved at komme på benene igen. Alligevel rejste jeg til Tyskland med et kor, hvor 3 af sangerne var kvindelige læger, de syntes jeg var unormalt træt, vi talte lidt om det, men de kunne lige som ikke komme i tanker om andet, end at det måtte være stofskiftet den var gal med og bad mig opsøge min læge.
Addison
I 1999 var der kommet en ny og yngre medicinsk overlæge på Landssygehuset, som min egen læge fik til at se på min journal. Han afgjorde hurtigt, at jeg skulle sendes på Rigshospitalet til nærmere undersøgelse hos Ulla Feldt Rasmussen, professor i endokrinologi, da han ikke havde så megen viden om min lidelse. Endeligt en læge der ikke troede at han var Vor Herre selv. I maj 1999 ankom jeg til Rigshospitalet, var til en masse undersøgelser, fik taget en masse blodprøver, blev testet, hvoraf en test gav mig samme anfald, som dem jeg efterhånden tit fik hjemme hos mig selv. Efter 3 uger, blev jeg sendt hjem igen uden en diagnose, den ville muligvis komme senere.
I juli fandt jeg ud af at jeg var gravid igen, men glæden ville ikke melde sig, det var jeg alt for træt til. Kun 1 uge efter jeg havde været hos egen læge og fået konstateret at jeg var gravid, blev jeg ringet op af Landssygehuset, som ville have mig til at komme til en samtale med det samme, resultatet fra Rigshospitalet var kommet.
Jeg fik to diagnoser, jeg havde Sekundær Addison og dannede også antistoffer mod min skjoldbruskkirtel og havde derfor også for lavt stofskifte, som jeg i 4 år havde haft mistanke om. Jeg blev sat i behandling, fik et nyt liv, kunne nyde min graviditet, som igen viste sig at gå fantastisk, ingen gener af nogen art, ja jeg havde det bedre end jeg havde haft det i mange år.
I marts 2000 hvor fødslen nærmede sig, blev der lavet en stor beredskabsplan. Ulla Feldt Rasmussen havde givet min medicinske læge sit mobilnummer, der skulle være en medicinsk læge, en narkoselæge, en børnelæge, en gynækolog og en jordmoder klar, hvis jeg fik veer. Jeg fik ikke veer, men blev sat i gang, alle var klar og Ulla, som på det tidspunkt var i Skotland, sad klar ved telefonen. Fødslen endte endnu engang med et akut kejsersnit, som ikke gik så godt. Jeg blødte kraftigt under operationen og endte på intensiv afdeling med kraftig blodmangel, men mit gå-på-mod, min mands støtte og min nyfødte dejlige søn, fik mig hurtigt på benene igen. Nogle dage efter fødslen, mens jeg stadigt var indlagt, blev jeg pludseligt dårlig, fik et anfald, som jeg flere år senere fandt ud af var en Addison-krise, og som ikke engang hospitalspersonalet så noget mærkeligt i.
I 3 år efter fødslen havde jeg konstante pletblødninger, efter eget ønske fik jeg fjernet livmoderen. Jeg havde fået at vide, at jeg helst ikke skulle blive gravid igen, med al den medicin jeg indtog. Selv var jeg lykkelig for, at vi trods en masse besvær og undersøgelser, endeligt havde fået to dejlige børn, en pige og en dreng, som begge var normale og havde det godt.
Jeg fik fjernet livmoderen. Kun 3 dage efter, mens jeg stadigt var indlagt, faldt jeg om på toilettet midt om natten. Heldigvis havde nattevagten set mig gå på toilettet, hun fandt mig, kunne ikke mærke min puls og troede jeg var død. Det helt store alarmberedskab blev sat i gang og da jeg vågnede, lå jeg midt på gulvet, med læger, portører og sygeplejersker der bekymret stirrede på mig. Jeg kom i seng igen, sov videre og havde det rimeligt næste dag, uvidende om at jeg havde haft endnu en Addison-krise, som hospitalspersonalet heller ikke var klar over.
Senere har jeg erfaret at gynækologen, trods viden om mine lidelser, ikke havde bedt medicineren om at være med i forløbet. Jeg følte mig utryg og bad om at komme til at tale med medicineren, men efter en uges indlæggelse, havde jeg stadigt ikke fået fat i ham og blev sendt på rekreation. Jeg havde selv talt med narkoselægen inden operationen, som derfor vidste, at jeg skulle have en speciel paraply-sprøjte inden operationen, jeg tør ikke tænke på hvad der kunne være sket, hvis jeg ikke havde talt med ham.
Min 3. og værste Addisonkrise
I 2007 var min mand og jeg til en stor fest, vi spiste, dansede og hyggede os. Jeg havde kun drukket et par glas vin og ellers sodavand og te. Festen sluttede ud på de små timer og vi blev hentet af en bus, som skulle køre os hjem, en tur på ca. 40 minutter. Min mand faldt i søvn og det samme gjorde jeg. Efter 15 min. kørsel vågner jeg og har det rigtigt skidt, sveden drypper fra min pande, jeg har stærk kvalme, har det også som om jeg er ved at få diarré, men værst af alt, kan jeg ikke bevæge en muskel, er kolossalt udmattet, har koncentrationsbesvær og er ved at vælte ned af sædet, uden at være i stand til at bede om hjælp, folk tror at jeg er fuld. Falder i søvn igen og vågner med jævne mellemrum resten af turen hjem, hvor situationen er uændret. Da vi skal ud af bussen, får jeg taget mig så meget sammen, at jeg vælter ud, som om jeg er fuld, hvad flere også troede. Min nabo har sin bil stående lige ved bussen, hun tilbyder os et lift det sidste stykke vej, jeg vælter ind i hendes bil, bliver sat af hjemme og næsten kravler op af indkørslen, op af trapperne, ind og falder om, vågner lidt efter og kravler i seng. Næste morgen tager jeg min medicin, har det fint og er stadigt uvidende om, at jeg nu har haft min tredje og forhåbentlig sidste Addison-krise og endnu engang er sluppet fra det med livet.
Først i 2008 finder jeg ud af hvad en Addison-krise er, ingen har oplyst mig om det. Jeg finder også ud af, at jeg i grunden har meget lidt viden omkring mine lidelser og min medicinering.
De få oplysninger, jeg har fået af den medicinske læge på Landssygehuset, er næsten ubrugelige. Min egen læge, som har været helt fantastisk, har sagt op og i stedet kommer vores faste afløser, som er dansker. Jeg får en god lang samtale med ham og får faktisk på denne ene konsultation en masse informationer omkring Addison.
Da jeg har problemer med mit knæ, bliver jeg henvist til en dansk specialist, Leif Knudsen på et andet færøsk hospital. Foruden mit dårlige knæ, taler vi lidt om mine lidelser og det viser sig, at han ved så meget om Addison, at vi faktisk sidder og taler sammen i en hel time, hvorefter jeg kan tage hjem med hovedet fuldt at nye, brugbare oplysninger og svar på en masse ubesvarede spørgsmål. Foruden at han har fortalt mig, hvad en Addison-krise er, og hvad der sker. Det burde jeg have fået oplyst i 1999.
Viden om Hydrocortison
Jeg har af medicineren på Landssygehuset fået at vide, at jeg kun skal have mere Hydrocortison, hvis jeg får feber, ellers ikke. En forkølelse, stress og jag, hårdt arbejde gav ikke grund til forhøjet dosis. Alligevel gik jeg af og til og fik nogle rigtigt grimme hovedpine anfald og var dødtræt. Leif Knudsen, læge, fortalte at jeg ved hårdt arbejde skulle have ekstra medicin, fik jeg ikke det, ville jeg på 2. eller 3. dagen efter få kraftig hovedpine og ubehag p. g. af mangel på Hydrocortison. Hvis jeg på nogen måde belastede kroppen, skulle jeg have ekstra medicin, hvis jeg drak spiritus, skulle jeg også have mere medicin. Nedtrapning af Hydrocortison vidste jeg lidt om, også at forhøjet dosis over en længere periode giver en glubende appetit, det har jeg prøvet.
Pludseligt er der mange ting der giver mening. Jeg er en arbejdshest, elsker at rode i haven, får som regel hovedpine nogle dage efter. Er jeg til en fest og får lidt vin, så får jeg hovedpine inden vi er kommet til desserten og må tit tage hjem.
Jeg får regelmæssigt taget blodprøver, som heldigvis altid ser godt ud, men jeg går ikke til kontrol for min Addison, har kun to gange været på Landsygehuset til samtale med den medicinske læge, fordi jeg selv ønskede det og følte, jeg havde brug for det. Desværre fik jeg ikke noget ud af det, idet han ved meget lidt omkring mine lidelser. Jeg bad om at få Solu-Cortef at have i tasken, men det mente han ikke var så vigtigt, derudover måtte jeg ikke give mig selv sprøjten, det skulle en læge eller sygeplejerske gøre. Addison Foreningen har på min opfordring, sendt materialer, blandt andet bladet til ham, jeg har vist ham mit Addison kort, som jeg fik fra foreningen, fået ham til sætte sit navn på det, alligevel sidder jeg tilbage med en følelse af, at han er ligeglad med mig, mine lidelser og Addison.
Pga. besparelser inden for den færøske hospitalssektor, bliver jeg ikke sendt til Danmark på Rigshospitalet til kontrol, kun hvis der skulle ske noget uventet, og jeg bliver meget syg.
I 1999 og 2001 var jeg på Rigshospitalet, siden da har jeg mere eller mindre passet på mig selv og styret min medicinering selv. Kun stofskiftet bliver reguleret at min medicinske læge.
Jeg er nu kommet dertil, hvor jeg ikke længere stoler blindt på en hvid kittel og hospitalssystemet på Færøerne, men der imod er mistroisk, læser mig til en masse viden og stiller en bunke spørgsmål. Jeg har lært utroligt meget af at være medlem af Addison Foreningen, til trods for at jeg ikke kan deltage til jeres møder og møde andre med samme lidelser, så giver bladet mig utroligt mange gode oplysninger. Jeg mærker efter i min krop og er meget opmærksom på, hvordan jeg har det.
Regulering af medicin
Jeg har lært selv at regulere min medicin, i øjeblikket tager jeg 15 mg kl. 7.00 om morgenen (også når jeg har fri) og 10 mg kl. 12.00 og er som regel fuld af krudt hele dagen. Har forsøgt at tage 5 mg kl. 12.00 og igen kl. 17.00 men fik problemer med at falde i søvn om aftenen og vendte derfor tilbage til 15+10 mg. Skal jeg vil fest, tager jeg 5 mg ekstra kl. 17.00 og 5-10 mg igen kl. 23.00 hvorefter festen bliver alle tiders, det har jeg lært i Addison bladet. Arbejder jeg hårdt i haven, tager jeg bare 5 mg ekstra til frokost og får ikke hovedpine nogle dage efter. Skal jeg trappe ned, tager jeg 5 mg mindre i 3 dage, dernæst igen 5 mg mindre i 3 dage osv. til jeg igen er nede på normal dosis.
Jeg tager blodprøver ca. hver 3.-4. måned, resultaterne får jeg på skrift sammen med et brev fra den med. læge på Landssygehuset. Resultaterne lægger jeg ind på min computer, så jeg kan se udsvingene og følge med. Prøverne ser som regel godt ud, det er lige stofskiftet som kan svinge lidt.
Jeg tager hver dag 1 vitamin/mineralpille indeholdende ginseng, 2 kalktabletter med d-vitamin, 1 stærk langtidsvirkende c-vitamin og 2 fiskeolietabletter, helst med ingefær, foruden min medicin. Jeg har det super godt, har masser af energi, er sjældent syg og til trods for denne mørke årstid, er humøret godt – sådan har det ikke altid været. Mit eneste store problem er de 30 kg jeg har taget på siden jeg i 1993 blev syg første gang, dem har jeg kæmpet hårdt med, har gået til kostrådgiver, har da også tabt en del, men får tilbagefald og har måttet starte om igen.
Livet er dejligt
Mit liv er blevet bedre end det har været længe, ok - der er da lidt små skavanker, men ikke noget i forhold til, hvordan jeg havde det før. Min mand har fået en glad, normal kone og børnene en mere aktiv og glad mor igen. Jeg har haft børnekor i 14 år, og hvert år arrangeret Lucia optog og sommer koncert. Har selv sunget med kor på et højt niveau siden 1985 og synger stadigt. Har i 10 år været forsanger i et rockband på et ret højt niveau. Har sammen med min lillesøster dannet baggrundskor for et kendt færøsk rockband, hvor vi har været i Gøteborg, København (pumpehuset) og Odense og spille, forrige år forsøgte jeg mig på vandski, sidste år forsøgte jeg mig på vandscooter og på badering efter vandscooteren, jeg har været ude at ride, jamen der er stadigt så meget jeg gerne vil prøve, til trods for at jeg både har højdeskræk og klaustrofobi. Det er altså ikke nemt når man er 46 år og kun har 20 år mellem ørene.
Jeg har lært at sige fra og tænke lidt mere på mig selv og min lille familie. Derfor har jeg trukket mig ud af næsten alt det jeg var indblandet i. Har ikke længere børnekor, arrangerer ikke Lucia-optog og sommer koncerter, synger ikke med rockband, kun med Færøernes Symfoniorkesters kor og tager så i stedet små lette og let overskuelige opgaver på mig, som jeg ved jeg kan klare uden at stresse og uden at indtage mere Hydrocortison.
Jeg er typen, der har et godt overblik, er god til at arrangere og sætte folk i gang. Jeg giver ikke op, men har en livlig fantasi, er fyldt med en masse gode ideer, jeg har nok et stort barn gemt inden i mig, som af og til gerne vil ud. Derfor bliver jeg næsten altid bedt om at være med i diverse bestyrelser, men takker pænt nej, og så er det jeg oplever, at folk ikke kan eller vil forstå, at jeg er syg. Mine lidelser kan ikke ses, jeg ligner jo alle andre, så folk tror tit, at det da ikke kan være så alvorligt, at jeg bare er doven, og det kan gøre mig enormt ked af det.
Tryg
Jeg har mit Addison-kort takket være Addison Foreningen, og Solu-Cortef i tasken takket være min egen læge, som så det som livsnødvendigt, familien er godt informeret, så jeg føler mig nu ret tryg. Kan kun konstatere, at det ikke er nemt at have sjældne lidelser og være bosat i et meget lille øsamfund midt ude i Atlanterhavet. Til gengæld glæder mig hver dag over at være i live, kunne være sammen med min mand og mine børn og alle de ting jeg får lov til at opleve sammen med dem.
Annette Spange Davidsen
Færøerne