Addison Foreningen i Danmark
danish flag english flag

KNOGLESKØRHED

V/Pia Eiken, overlæge ph.d, osteoporoseklinikken Hillerød Sygehus.

Osteoporose er det latinske ord for knogleskørhed og betyder "porøse knogler". Sygdommen kan defineres som en tilstand, hvor knoglemassen og knoglestyrken er reduceret så meget, at der kan opstå brud - selv ved beskedne belastninger. Man kan måle knoglemassen med DXA scanner. Målingerne udføres som måling af knoglemineralmængden i de midterste tre lændehvirvler og lårbenshalsen. Ud fra denne værdi kan man vurdere om patienten har osteoporose.

Knoglebrud på grund af osteoporose opstår hyppigst i håndled, ryghvirvler og lårbenshalse, men en person med osteoporose vil også lettere få knoglebrud andre steder end én, der ikke har sygdommen. Ikke alle brækker nødvendigvis knoglerne. Men mange gør det, hvis de ikke kommer under behandling i tide.

Man vurderer at hver tredje over 50 år og hver tiende mand herhjemme lider af sygdommen.

Knoglerne består af et netværk af bindevæv, hvor i kalk er aflejret. Skelettet indeholder 99 procent af kroppens kalk. Knoglerne er levende væv, der skiftes ud livet igennem. Gammelt knoglevæv bliver brudt ned og skiftet ud med ny knogle.

Knoglemassen opbygges gennem barndommen og ungdommen. Den maksimale knoglemasse opnås, når man er omkring de 25 år. Men på et tidspunkt senere i livet begynder nedbrydningen at blive større end opbygningen. Nogle patienter har i forvejen unormalt lille knoglemasse at tære på. Nogle mennesker taber knoglemasse usædvanligt hurtigt.

Man kan ikke pege på én, veldefineret årsag til, at man udvikler osteoporose. Men en række faktorer kan øge risikoen bl.a.: Høj alder. Familiær disposition. Tidlig overgangsalder. Mager og spinkel kropsbygning. Lav fysisk aktivitet. Rygning. Stort alkoholforbrug. Længerevarende behandling med binyrebarkhormon. Samt visse sygdomme.

Det er ikke muligt at helbrede knogleskørhed - det vil sige genskabe den normale knoglestruktur. Derfor er det afgørende gennem en forebyggende indsats at bevare intakt knoglevæv og beskytte det mod brud.

Der findes en række medikamenter, der gør det muligt at bevare og styrke den tilbageværende knoglestruktur og derved kan knoglemassen øges - ikke blot for patienter, der allerede har fået et osteoporotisk knoglebrud, men generelt for personer med lav knoglemasse og dermed forhøjet risiko for knoglebrud.

I Danmark omfatter basis behandlingen at man får tilstrækkeligt med kalk og D-vitamin enten via kosten eller som tilskud. De væsentligste behandlingsformer er tabletter: evista, bisfosfonater og strontium ranelate. Ved svær osteoporose kan behandling med parathyreoideahormon komme på tale. Dette gives som indsprøjtninger under huden dagligt i 18 måneder. Nye lægemidler er på vej.

Sættes behandlingen ind i tide, kan det godt lade sig gøre at få et godt liv, selvom man har fået konstateret knogleskørhed.