|
Quick links |
At leve med en kronisk sygdom og at være pårørende
Oplæg i forbindelse med generalforsamlingen i Addison foreningen lørdag d.12.marts 2005:
Det første spørgsmål: Hvad kan man selv gøre, når man får konstateret en sygdom som Addison?
Som jeg nævnte ved medlemsmødet i Valby sidste år (nov.2004) er der nok for de fleste forskel på at leve med Addison sygdommen lige når man har fået den konstateret, og senere når man har levet med sygdommen i nogen tid. I begyndelsen når man får diagnosen, kan man sige det er en form for psykologisk krise: Ens identitet som menneske ændres lidt; man skal rumme også at være Addison patient. Det kan give mange forskellige følelser: sorg over at have mistet det at være rask, vrede over at sygdommen netop rammer en selv, samt en usikkerhed med hensyn til hvad sygdommen kan komme til at betyde for ens liv. Alle disse følelser kan være overvældende, og noget af det bedste man kan gøre som nylig diagnosticeret Addison patient er at tale med andre mennesker om det, man står midt i. Her er det som regel de nærmeste pårørende, vi allerhelst vil tale med: ægtefæller, kærester, venner, gode kolleger osv. Det at man udtrykker forskellige følelser i ord betyder nemlig, at disse følelser får et mere konkret indhold; det kan med andre ord have stor betydning for ens egen erkendelse, at man har mulighed for at give udtryk for hvad man føler i samvær med et andet menneske, der akcepterer hvordan man har det, og som forsøger at forstå.
Det andet spørgsmål: Hvad kan Addison foreningen gøre for en nydiagnosticeret Addison patient som ringer?
At lytte til et medmenneske, som føler sig i vanskeligheder, er i sig selv en velgørende menneskelig gestus, - men det kan selvfølgelig også være krævende. At øse lidt af egen erfaring tror jeg er rigtig godt, for det er som regel meget lettende at erfare, at andre kender til det, man selv gennemlever. At føle sig forstået gør godt; og at dele erfaringer gør godt. Så at oplyse en nydiagnosticeret Addison patient om Addison foreningen, bladet og ikke mindst om selvhjælpsgrupperne kan være meget nyttigt.
Det tredje spørgsmål: At gå til psykolog var førhen et tabuemne; hvordan ser det ud i dag?
Det er nok ikke helt så meget tabu i dag som tidligere; men alligevel kan det måske være svært at vurdere, hvornår man kan have glæde af nogle samtaler med en psykolog. Jeg tror det kan være vigtigt at huske, at samtaler med en psykolog ikke kan erstatte de samtaler, men har med sit netværk (f.eks. pårørende og selvhjælpsgruppen), men nogle gange kan det være et godt supplement i perioder, hvor livet kan synes ekstra svært. Og som nydiagnosticeret Addison patient kan man måske godt føle vanskelighederne overvældende. Der er da også mulighed for via sygesikringen at få tilskud til psykologsamtaler (12 i alt), hvis man som Addison patient føler sig ”ramt af en alvorligt invaliderende sygdom”, som det er formuleret i sygesikringsordningen. Man kan drøfte dette med egen læge, som kan henvise til psykolog. (Der kan læses herom på www.psykologhjælp.dk)
Det fjerde spørgsmål: Hvad snakker en psykolog og en patient om under en konsultation?
Man kan sige, at patienten jo er hovedpersonen i samtalerne, så det er patientens oplevede problemer, der er hovedtemaet. Der kan være tale om en afklaringsfase: Hvad er det, der er svært? Og om en mere problemløsende fase: Hvad kan afhjælpe problemerne? Psykologens rolle er som oftest at være den, der stiller afklarende spørgsmål, den der lytter og prøver at forstå. Alt i alt er det som oftest meget almindelige hverdagsproblemer, en patient og en psykolog taler om. Intet er for ”småt”, hvis det føles svært.
Lone Lanken Rasmussen